Kommuner kalder Joannahusets metoder for "direkte skadelige"
I det tredje afsnit af Zetlands serie På børnenes side står kommunerne frem med en skarp dom over Joannahuset: Centrets metoder er "direkte skadelige" for de børn og unge, det påstår at hjælpe. Artiklen dokumenterer, hvordan Joannahuset systematisk modarbejder kommunale beslutninger og presser myndighederne til at gennemføre anbringelser uden fagligt grundlag.
"Vi bliver presset til uforsvarlige anbringelser"
Kommunale sagsbehandlere fortæller til Zetland, at de føler sig presset af Joannahuset til at gennemføre anbringelser, som ikke er fagligt forsvarlige. Når et barn opholder sig i Joannahuset og ikke vil hjem, skabes en situation, hvor kommunen tvinges til at handle – ofte imod deres egne faglige vurderinger.
Denne dynamik er kernen i kritikken: Joannahuset skaber et pres, som kommunerne ikke kan ignorere, men som de mener er skadeligt for de børn, der er involveret.
Massive underretninger fra Joannahuset
Kommunerne fortæller, at de har modtaget et stort antal underretninger fra Joannahuset – ofte om de samme børn gentagne gange. Kritikere påpeger, at denne praksis bruges som et pressionsmiddel over for kommunerne, og at underretningerne ikke altid er baseret på nye eller reelle bekymringer.
Samtidig oplever kommunerne, at Joannahuset fastholder unge i en problemfortælling og tilbyder dem et miljø uden krav og struktur. For unge, der har brug for stabilitet og rammer, kan dette gøre det vanskeligere at indgå i en normal hverdag.
Joannahuset nægter at udlevere unge
Flere kommuner dokumenterer tilfælde, hvor Joannahuset har nægtet at udlevere unge til myndighederne – selv i situationer, hvor kommunen har truffet en faglig beslutning om barnets fremtid. Denne praksis rejser alvorlige spørgsmål om, hvorvidt et privat krisecenter kan tilsidesætte offentlige myndigheders afgørelser.
Joannahusets forsvar
Joannahusets leder, Jette Wilhelmsen, afviser kritikken og understreger, at centret hverken kan eller vil tvinge kommuner til at anbringe børn. Hun fastholder, at Joannahusets primære formål er at lytte til børnene og sikre deres rettigheder.
Kritikerne mener dog, at denne tilgang er problematisk, når den i praksis fører til, at familier splittes, kommunale indsatser undermineres, og børn ender i mere usikre situationer end dem, de kom fra.
Et systemisk problem
Zetlands dækning afslører et grundlæggende systemisk problem: Joannahuset opererer i et lovmæssigt tomrum. Der er ingen lovgivning, der regulerer private børnekrisecentre i Danmark, og intet effektivt tilsyn med deres metoder og praksis. Så længe dette tomrum eksisterer, kan lignende konflikter mellem krisecentre, kommuner og familier fortsætte.