"De bygger en kile ind" – kommunal sagsbehandler fortæller om Joannahusets modarbejdelse
En kommunal sagsbehandler fortæller i denne reportage direkte om, hvordan Joannahuset systematisk underminerer samarbejdet mellem kommuner og unge. Med et konkret eksempel fra en dokumentaroptagelse illustrerer hun præcis, hvad kommunerne mener, når de siger, at børnekrisecentret modarbejder dem.
"Medarbejderen sidder og ruller med øjnene"
Sagsbehandleren beskriver, hvordan hun første gang stiftede konkret bekendtskab med Joannahusets arbejdsmetoder i forbindelse med en dokumentar om stedet. En af kommunens sagsbehandlere var filmet i den forbindelse – og optagelserne afslørede noget sigende:
"Mens der sidder en ung og taler med sine sagsbehandlere, så sidder der en medarbejder fra Joannahuset, der ruller med øjnene. Og der er den der stemning af, at det bliver Joannahuset sammen med de unge mod systemet."
Det er et billede, der siger mere end mange ord: i stedet for at facilitere samarbejde mellem den unge og kommunen, positionerer Joannahusets medarbejder sig som den unges allierede imod systemet – med en øjenrulning som signal til den unge om, at kommunens sagsbehandler ikke er til at stole på.
"De gør en bjørnetjeneste"
Sagsbehandleren sætter ord på konsekvenserne af Joannahusets tilgang:
"De får på en eller anden måde bygget en kile ind i samarbejdet mellem os som kommune og den unge i det samarbejde, der allerede er."
Og hun er klar i sin vurdering af, hvad det fører til:
"Jeg tror, at når det sker, når de ikke byder ind i det tværfaglige samarbejde reelt, så kommer de til at gøre en bjørnetjeneste, og de kommer til at grave kryftere."
Barnets perspektiv – men ikke det eneste perspektiv
Sagsbehandleren anerkender, at det er vigtigt at lytte til den unge – men understreger, at det ikke er tilstrækkeligt:
"De holder sig afgrænset til det, den unge fortæller. Og det er den unges perspektiv, og det er vigtigt. Men der er mange andre perspektiver, der skal bringes ind."
Hun trækker en vigtig skelnen op:
"Set fra mit perspektiv, kan der godt være stor forskel på at stå på barnets side og så give barnet ret."
Det er præcis denne distinktion, som er kernen i kritikken af Joannahuset. At stå på barnets side betyder at arbejde for barnets langsigtede trivsel – og det kræver samarbejde med forældre, kommuner og andre fagpersoner. At give barnet ret i alt, det siger og ønsker, er ikke det samme – og kan i praksis gøre mere skade end gavn, særligt for psykisk sårbare unge.
Et mønster kommunerne kender igen
Sagsbehandleren understreger, at dette ikke er en enkeltstående oplevelse:
"Det er mit indtryk, at det her fylder ret massivt hos os kommuner."
Det bekræfter det billede, som 20 kommuners officielle brev til Socialministeriet, 15 klager til Socialtilsynet og Børne- og Kulturchefforeningens oplæg til Folketinget alle tegner: at Joannahusets systematiske modarbejdelse af kommunerne ikke er et spørgsmål om enkelttilfælde, men om en grundlæggende tilgang, der er dybt problematisk.
Foreningen Bekymrede Forældre mener, at sagsbehandlerens ord rammer plet. Børn i krise har brug for et tværfagligt samarbejde – ikke et krisecenter, der bygger kiler ind mellem dem og de mennesker, der ellers arbejder for deres bedste.