Joannahusets stifter tager sit livsværk i forsvar
I det fjerde afsnit af Zetlands serie På børnenes side stiller Joannahusets stifter, Jette Wilhelmsen, op til et længere interview, hvor hun forsvarer det omstridte børnekrisecenter på Frederiksberg. Artiklen giver et sjældent indblik i stifterens perspektiv – og i de modsigelser, som kritikere peger på.
Wilhelmsens forsvar af Joannahuset
Jette Wilhelmsen fortæller om sin motivation for at starte Joannahuset. Hun beskriver en voldsom fortælling om en pige, der angiveligt søgte hjælp via BørneTelefonen, som det grundlæggende afsæt for centrets oprettelse.
Wilhelmsen fastholder, at Joannahuset altid står "100% på barnets side" og ikke betvivler de historier, som børn og unge fortæller. Dette princip er ifølge hende kernen i centrets tilgang – men det er også netop dette princip, som kritikerne anser for at være roden til problemerne.
Kritikpunkterne Wilhelmsen adresserer
I interviewet imødegår Wilhelmsen den kritik, der er rejst af forældre, unge og fagfolk:
- "Joannahuset skubber unge væk fra deres familier" – Wilhelmsen afviser dette og mener, at centret blot giver børnene rum til at fortælle deres version.
- "Centret tilbyder et 'slaraffenland' uden regler" – Kritikere beskriver en kultur med slik, gaver, hotelophold og frihed uden ansvar. Wilhelmsen erkender gavepraksis, men forsvarer den som omsorg.
- "Unge fortryder deres ophold" – Flere unge er stået frem og har beskrevet, at de føler sig manipuleret. Wilhelmsen erkender, at det gør indtryk, men afviser, at de unge udelukkende lyver.
"Vi har meget at lære"
Bemærkelsesværdigt erkender Wilhelmsen i interviewet, at Joannahuset har meget at lære. Hun understreger, at centret stadig er et eksperiment, og at hun er åben for dialog om forbedringer. Denne erkendelse står dog i kontrast til centrets hidtidige reaktioner på kritik, hvor det primært har afvist og forsvaret sin praksis.
Modsigelserne i Joannahusets tilgang
For Bekymrede Forældre og andre kritikere understreger interviewet netop de fundamentale modsigelser i Joannahusets tilgang. Hvordan kan man "stå 100% på barnets side," når dette i praksis betyder at afskære barnet fra sin familie? Hvordan kan man kalde sig et krisecenter, når man i dokumenterede tilfælde har forstærket kriser?
Wilhelmsens erkendelse af, at Joannahuset er et eksperiment, rejser også spørgsmålet: er det forsvarligt at eksperimentere med børn og familiers liv uden ordentligt tilsyn, lovgivning og faglig forankring?